Modernisme

Samfundet ændrer sig
Samfundet ændrer sig meget i slutningen af 1800-tallet. Som et resultat af industrialiseringen tvinges mange danskere til at flytte mod byen, da det er her de nye typer jobs opstår. Familier splittes og landsbyens fællesskab taber betydning, man siger at det traditionelle samfund erstattes af det moderne, hvor man i højere grad er overladt til sig selv. Det moderne samfund opfattes med en vis ambivalens (positiv og negativ). Det positive er friheden som individet får, man kan selv vælge hvor man vil bo, hvem man gifter sig med, og hvad man vil, det er ikke forudbestemt at man skal arve slægtsgården. 
Det negative er oplevelsen af en mangel på meningen med livet, og en følelse af at være fremmed i verdenen. Det bunder i at når man selv vælger sin tilstedeværelse så er der ikke givet nogen plads til en. Denne dobbelte oplevelse af frihed og fremmedhed kaldes modernitetserfaring.

Den moderne litteratur forsøger at afspejle og bearbejde denne modernitetserfaring. Den moderne litteratur vil skabe nye måder at udtrykke sig på og udfordre en fastgroet tankegang om, hvordan både litteraturens form og dens indhold skal være. Hver ny forfattergeneration gør op med den forrige, hvilket betyder at man får en masse forskellige typer modernisme:

• Tidlig modernisme (1890-1945)
• Efterkrigs-modernisme (1945-1960)
• 60'er-modernisme (1960-1970)
• Formel modernisme (1970-1980)
• Storbymodernisme (1980-1990)
• Minimal modernisme (1990-2000)

Tidlig modernisme

I den tidlige modernisme er en af retningerne symbolismen. Symbolisterne, gengiver med deres lyrik menneskets oplevelse af verden, hvor det moderne gennembruds forfattere, hovedsagelig med prosaen, ønskede at gengive virkeligheden. Symbolisterne forestiller sig digteren som den, der kan åbne verden for mennesker og vise dem, at hverdagen ikke kun er flad og håndgribelig. Johannes Jørgensen skriver: "Verden er dyb. Kun de flade ånder fatter det ikke." Forfatterne kunne godt lide at skrive om natur og erotik. En af de forfattere der i sine tidligere værker ligger tæt op af symbolisme er Johannes V. Jensen.

Den næste modernistiske bølge i Danmark er ekspressionismen. Den opstår som reaktion på Første Verdenskrig (1914-18). Den ekspressionistiske stil er på mange måder en forlængelse af symbolismens stil. Ekspressionisterne vil som symbolisterne gengive en indre virkelighed. Det adskiller ekspressionismen fra symbolismen, at ekspressionisterne ikke forestiller sig nogen metafysisk virkelighed bag tingene. Der er kun den indre subjektive virkelighed. Ekspressionisterne udtrykker deres indre subjektive virkelighed, og de gør derfor brug af voldsomme farver og motiver. De sprænger rammerne for sproget – en normal sætningsstruktur brydes, og de bruger voldsomme typografiske virkemidler. En ekspressionistisk forfatter er Tom Kristensen.

Futurismen er endnu en af de tidlige modernistiske stilretninger, der ligesom ekspressionismen opstår som en reaktion på Første Verdenskrig. Futurismen har i højere grad end ekspressionismen stor tiltro til en fantastisk fremtid efter krigens kaos. Futuristerne taler begejstret om krigen som det, der skal rense verden. Futuristerne er optaget af de nye tekniske landvindinger i tiden. De hylder fart og maskinkraft. Derudover vil futuristerne være avantgarde, når det gælder deres digtning. En af disse forfattere er Emil Bønnelycke.

Efterkrigs-modernisme

I tiden efterkrigen ændres litteraturen, og megen af den litteratur der skrives, er en bearbejdning af krigens rædsler. Den nye forfattergeneration samler sig om et tidsskrift, de kalder Heretica. Heretica-forfatterne har ingen tro på, at man af politisk vej kan skabe en bedre fremtid for mennesket. Nazismen, fascismen, marxismen og socialismen er alle ideologier med en utopi. Efterkrigstidens forfattere vil føre mennesket tilbage til sig selv. Kunsten skal minde mennesket om det glemte aspekt ved tilværelsen – det sjælelige, det følelsesmæssige og det irrationelle. Derfor bliver litteraturen indadvendt. Digterne skriver om menneskets ensomhed, om kærlighed, om fødsel og om død. Efterkrigsforfatterne ligner på mange måder de symbolistiske forfattere og betegnes derfor også som sensymbolister. to af tidens største forfattere er Martin A. Hansen og Karen Blixen. Kunsten skal ifølge Blixen ikke være politisk og bruges i samfundets tjeneste. Litteraturen skal handle om grundlæggende spørgsmål som kærlighed, liv og død – og om kunsten selv. Litteraturen skal have lov at udfolde sig uden politiske pointer.

60'er-modernisme

En ny generation af forfattere forholder sig kritisk til Heretica-forfatterenes måde at fortolke den moderne verden på. Den nye generation af forfattere vender sig mod hereticanernes måde at skrive på. De opfatter hereticanernes brug af traditionelle genrer og digtformer som forældet og stivnet. Sproget er for alvorligt og for litterært. Selv om digte ofte understreger menneskets fremmedgjorthed og ensomhed i verden, så er de også ofte humoristiske. Hvis digterne tager sig selv for alvorligt, så havner de nemlig i det afsondrede 'tårn' lige som symbolisterne og hereticanerne. En af dens tid store forfattere er Klaus Rifbjerg.

Flere af 1960'ernes forfattere henter inspiration i den filosofiske eksistentialisme. Eksistentialismen beskriver mennesket som en fremmed i en absurd eller grotesk verden, som det ikke kan forstå.

Formel modernisme

Den nye generation af digtere gør op med digteren som en særlig vigtig person i verden. Digteren er en håndværker, der kan lave en verden i sproget, men netop kun i sproget. Hans-Jørgen Nielsen udtrykker det sådan: Digtet er ikke noget, der kommer fra det høje. Det er noget, man gør med sproget.

Forfattern i 1970'erne gør op med den opfattelse, at litteratur er finkultur og skal udkomme i pæne bøger fra store forlag. Digterne gør i det hele taget op med, at der findes noget, der hedder finkultur i modsætning til popkulturen, og at noget er finere end andet at skrive om. Det, man anser for ikke at være fint, er underholdningsbranchen – for eksempel tegneserier, reklamer, amerikanske film, jazz, rock, beat-musik, sport og sex. Den del af kulturen inddrager forfatterne i deres værker. En af disse forfattere er Jørgen Leth og Dan Turèll.

Forfatterne forestiller sig ikke, at de udtrykker deres eget inderste selv i deres tekster. De arbejder derimod med ord, leger med ord, leger med forholdet mellem tekster, og udfordrer læserens forestilling om, hvad der er fin litteratur.

Storbymodernisme

I slutningen af 1970'erne kommer der en ny generation af forfattere. De er meget unge, og de skriver først og fremmest lyrik. Disse unge digtere oplever sig selv som en samlet gruppe ind til 1986, hvor deres frontfigur Michael Strunge begår selvmord. Efter denne tid følger de forskellige veje i deres forfatterskaber. 

De kaldes også af og til for krops-modernister. Betegnelsen illustrerer, at de opfattes som modernister, og at digtene ofte tager udgangspunkt i kroppen. 80'er-lyrikerne gør op med den litteratur, der dominerer i 1970'erne, nemlig den politisk orienterede realistiske litteratur, der vil forandre samfundet ved at få læserne til at se problemer i samfundet eller i familien. 

De mener, at kunsten er til for sin egen skyld – ikke for samfundsdebattens – og at kunstens opgave ikke er at beskrive virkeligheden, men at åbne for en anden virkelighed. Digtningen og kunsten har en livgivende kraft i sig selv. Digtene kan beskrive det, der sker, når to kroppe mødes, men også oplevelsen af den krop, som vi pludselig mærker, når vi er alene. Mødet med kroppen er et møde med en mere 'sand' virkelighed. Det kan være et skræmmende møde, fordi det minder om død, men det kan også være en positiv oplevelse af at forglemme sig selv i nuet. Når man sanser, så er man til stede i nuet, og det nærvær vil digterene gerne gemme i digtet. Ud over Strunge er en anden stor digter Søren Ulrik Thomson.

Minimal modernisme

Solvej Balle, Christina Hesselholdt og Helle Helle tilhører generationen af kvindelige forfattere, der bliver uddannet fra Forfatterskolen i København, og som er med til at sætte trenden i dansk litteratur i 1990'erne. Minimalisme er betegnelsen for en type litteratur, der sætter læserne på arbejde ved kun at antyde en fortælling, ved at have en upersonlig og neutral stemme og ved at mangle en tydelig pointe. Forfatterne bryder det normale både inden for genre og opbygning, fx så er noveller normalt bygget op omkring en begivenhed, men de minimalistiske noveller indeholder ofte kun øjebliksbilleder eller gengivelser fra hverdagen. Søren Ulrik Thomsen tager med Farvel til det blå rum (1990) afsked med stemningen fra 1980'erne, men han siger ikke farvel til digtningen, og forsætter i denne nye stil.

Af Nikolai Skouv og Jonas A. Jacobsen