Redegørelse – Modernisme og realisme

Af Tim

Man kan groft sagt dele litteraturen i 1900-tallet op i to retninger, der hver især repræsenterer to måde at afspejle og bearbejde moderniteterfaringer på. Den ene er en realistisk stilretning og den anden er en modernistisk. Eksempler på de to stilretninger kan være de to kunstværker Boy (1999) af Ron Muecks, der repræsenterer den realistiske stil, mens Cencrétion (1953) af Robert Jacobsen repræsenterer den modernistiske stil.

Realismens stiltræk ligger i det realistiske, som ved skulpturen Boy der ligner en virkelig dreng på trods af dens størrelse. Det er et kendetegn ved den realistiske litteratur at den vil ligne virkelighede, man skal se gennem sproget og se virkeligheden bag.
At noget er realistisk oversættes ofte til at det er virkelighedstro, men den realistiske litteratur er ikke mere virkelig en den modernistiske er. Den realistiske litteratur vil, modsat den modernistiske litteratur, have læseren til at genkende sin egen ydre virkelighed i værket. Den realistiske forfatter vil beskrive mennesker og deres omverden, og ofte også kritiserer den. Det kan være i form af kritik af samfundet, skolen eller familien, i det hele taget den måde vi har indrettet vores verden på.
Forfatteren anvender forskellige sproglige virkemidler for at teksten skal opleves som virkelig for læseren. Det første er at gøre personer og steder genkendelige for læseren, altså en personlighed der kan genkendes, med den pointe at læseren skal kunne genkende sig selv og sin virkelighed i beskrivelsen.
Det andet virkemiddel er at det hele er beskrevet med mange detaljer og med stor præcision af steder og personer, dette giver den realistiske fornemmelse hvor forfatteren nærmest sætter sin læser i situationen.
Det tredje virkemiddel er at billedesproget er upåfaldende i den realistiske litteratur. Billedsproget skal være indirekte, og lægger man for meget mærke til billedsproget vil læseren blive revet ud af den virkelighedsillusion de er sat i og i stedet blive opmærksom på sproget, der skal være gennemsigtigt så man ser virkeligheden, og opmærksomheden ikke bliver rettet mod sproget.

De modernistiske stiltræk er som skulpturen Concrétion mærkelige og svære at forstå, ligesom den modernistiske litteratur. Det henviser ikke til noget genkendeligt i verden, det er abstrakt og har noget med menneskets fantasi og indre liv at gøre.
I den modernistiske litteratur kan man ikke altid genkende den ydre, objektive verden i teksterne. De handler i stedet om fantasi og indre liv, virkeligheden der bliver gengivet i letteraturen, er en indre virkelighed. Man kan sige den er et sprogligt eksperiment der vil vise hvordan den moderne verden påvirker mennesket, med både frihed og fremmedhed. Den opleves på en gang som fuld af muligheder, uforståelig og meningstom. Det er det modernisterne ønsker at udtrykke i sproget, og de er derfor ikke altid så lette at skulle forklare og referere og sproget kan derfor opleves som mærkeligt.
I modernistiske tekster er det meningen man skal lægge mærke til sproget og ikke virkeligheden som i realistisk litteratur. Arbejder man med modernistiske tekster er opgaven altså både at beskrive den indre verden og tekstens materiale.

Overblik over de forskellige typer realisme og modernisme:

1.       Tidlig modernisme (1890-1945)
2. Folkelig realisme og socialrealisme (1900-1945)
3. Efterkrigsmodernisme (1945-1960)
4. 60'er-modernisme (1960-1970)
5. Ny realisme (1960-1980)
6. Formel modernisme (1970-1980)
7. Storbymodernisme (1980-1990)
8. Minimal modernisme (1990-2000)

Kilde:                                                                                                                                 

http://litthist.systime.dk/index.php?id=170

Modernisme og realisme Køster

Modernisme og realisme[2]

Modernisme og realisme kom frem i 1890. Modernisme og realisme forholder sig forskelligt. 

Realismen forholder sig sådan at de er samfundskritisk. Det gør de hvor de  kigger på det moderne samfunds problemer.

Modernismen viser at de gamle værdier og traditioner er brudt sammen.

I 1990 var der en debat kaldt Radiator debat, mellem flere forfattere, blandt andet med Jan Sonnergaard, som udgav bogen Radiator som var et modsvar til forskellige folks tolkninger af realismen. Det skabte så en kæmpe debat i medierne.

Modernisme

Samfundet ændrer sig
Samfundet ændrer sig meget i slutningen af 1800-tallet. Som et resultat af industrialiseringen tvinges mange danskere til at flytte mod byen, da det er her de nye typer jobs opstår. Familier splittes og landsbyens fællesskab taber betydning, man siger at det traditionelle samfund erstattes af det moderne, hvor man i højere grad er overladt til sig selv. Det moderne samfund opfattes med en vis ambivalens (positiv og negativ). Det positive er friheden som individet får, man kan selv vælge hvor man vil bo, hvem man gifter sig med, og hvad man vil, det er ikke forudbestemt at man skal arve slægtsgården. 
Det negative er oplevelsen af en mangel på meningen med livet, og en følelse af at være fremmed i verdenen. Det bunder i at når man selv vælger sin tilstedeværelse så er der ikke givet nogen plads til en. Denne dobbelte oplevelse af frihed og fremmedhed kaldes modernitetserfaring.

Den moderne litteratur forsøger at afspejle og bearbejde denne modernitetserfaring. Den moderne litteratur vil skabe nye måder at udtrykke sig på og udfordre en fastgroet tankegang om, hvordan både litteraturens form og dens indhold skal være. Hver ny forfattergeneration gør op med den forrige, hvilket betyder at man får en masse forskellige typer modernisme:

• Tidlig modernisme (1890-1945)
• Efterkrigs-modernisme (1945-1960)
• 60'er-modernisme (1960-1970)
• Formel modernisme (1970-1980)
• Storbymodernisme (1980-1990)
• Minimal modernisme (1990-2000)

Tidlig modernisme

I den tidlige modernisme er en af retningerne symbolismen. Symbolisterne, gengiver med deres lyrik menneskets oplevelse af verden, hvor det moderne gennembruds forfattere, hovedsagelig med prosaen, ønskede at gengive virkeligheden. Symbolisterne forestiller sig digteren som den, der kan åbne verden for mennesker og vise dem, at hverdagen ikke kun er flad og håndgribelig. Johannes Jørgensen skriver: "Verden er dyb. Kun de flade ånder fatter det ikke." Forfatterne kunne godt lide at skrive om natur og erotik. En af de forfattere der i sine tidligere værker ligger tæt op af symbolisme er Johannes V. Jensen.

Den næste modernistiske bølge i Danmark er ekspressionismen. Den opstår som reaktion på Første Verdenskrig (1914-18). Den ekspressionistiske stil er på mange måder en forlængelse af symbolismens stil. Ekspressionisterne vil som symbolisterne gengive en indre virkelighed. Det adskiller ekspressionismen fra symbolismen, at ekspressionisterne ikke forestiller sig nogen metafysisk virkelighed bag tingene. Der er kun den indre subjektive virkelighed. Ekspressionisterne udtrykker deres indre subjektive virkelighed, og de gør derfor brug af voldsomme farver og motiver. De sprænger rammerne for sproget – en normal sætningsstruktur brydes, og de bruger voldsomme typografiske virkemidler. En ekspressionistisk forfatter er Tom Kristensen.

Futurismen er endnu en af de tidlige modernistiske stilretninger, der ligesom ekspressionismen opstår som en reaktion på Første Verdenskrig. Futurismen har i højere grad end ekspressionismen stor tiltro til en fantastisk fremtid efter krigens kaos. Futuristerne taler begejstret om krigen som det, der skal rense verden. Futuristerne er optaget af de nye tekniske landvindinger i tiden. De hylder fart og maskinkraft. Derudover vil futuristerne være avantgarde, når det gælder deres digtning. En af disse forfattere er Emil Bønnelycke.

Efterkrigs-modernisme

I tiden efterkrigen ændres litteraturen, og megen af den litteratur der skrives, er en bearbejdning af krigens rædsler. Den nye forfattergeneration samler sig om et tidsskrift, de kalder Heretica. Heretica-forfatterne har ingen tro på, at man af politisk vej kan skabe en bedre fremtid for mennesket. Nazismen, fascismen, marxismen og socialismen er alle ideologier med en utopi. Efterkrigstidens forfattere vil føre mennesket tilbage til sig selv. Kunsten skal minde mennesket om det glemte aspekt ved tilværelsen – det sjælelige, det følelsesmæssige og det irrationelle. Derfor bliver litteraturen indadvendt. Digterne skriver om menneskets ensomhed, om kærlighed, om fødsel og om død. Efterkrigsforfatterne ligner på mange måder de symbolistiske forfattere og betegnes derfor også som sensymbolister. to af tidens største forfattere er Martin A. Hansen og Karen Blixen. Kunsten skal ifølge Blixen ikke være politisk og bruges i samfundets tjeneste. Litteraturen skal handle om grundlæggende spørgsmål som kærlighed, liv og død – og om kunsten selv. Litteraturen skal have lov at udfolde sig uden politiske pointer.

60'er-modernisme

En ny generation af forfattere forholder sig kritisk til Heretica-forfatterenes måde at fortolke den moderne verden på. Den nye generation af forfattere vender sig mod hereticanernes måde at skrive på. De opfatter hereticanernes brug af traditionelle genrer og digtformer som forældet og stivnet. Sproget er for alvorligt og for litterært. Selv om digte ofte understreger menneskets fremmedgjorthed og ensomhed i verden, så er de også ofte humoristiske. Hvis digterne tager sig selv for alvorligt, så havner de nemlig i det afsondrede 'tårn' lige som symbolisterne og hereticanerne. En af dens tid store forfattere er Klaus Rifbjerg.

Flere af 1960'ernes forfattere henter inspiration i den filosofiske eksistentialisme. Eksistentialismen beskriver mennesket som en fremmed i en absurd eller grotesk verden, som det ikke kan forstå.

Formel modernisme

Den nye generation af digtere gør op med digteren som en særlig vigtig person i verden. Digteren er en håndværker, der kan lave en verden i sproget, men netop kun i sproget. Hans-Jørgen Nielsen udtrykker det sådan: Digtet er ikke noget, der kommer fra det høje. Det er noget, man gør med sproget.

Forfattern i 1970'erne gør op med den opfattelse, at litteratur er finkultur og skal udkomme i pæne bøger fra store forlag. Digterne gør i det hele taget op med, at der findes noget, der hedder finkultur i modsætning til popkulturen, og at noget er finere end andet at skrive om. Det, man anser for ikke at være fint, er underholdningsbranchen – for eksempel tegneserier, reklamer, amerikanske film, jazz, rock, beat-musik, sport og sex. Den del af kulturen inddrager forfatterne i deres værker. En af disse forfattere er Jørgen Leth og Dan Turèll.

Forfatterne forestiller sig ikke, at de udtrykker deres eget inderste selv i deres tekster. De arbejder derimod med ord, leger med ord, leger med forholdet mellem tekster, og udfordrer læserens forestilling om, hvad der er fin litteratur.

Storbymodernisme

I slutningen af 1970'erne kommer der en ny generation af forfattere. De er meget unge, og de skriver først og fremmest lyrik. Disse unge digtere oplever sig selv som en samlet gruppe ind til 1986, hvor deres frontfigur Michael Strunge begår selvmord. Efter denne tid følger de forskellige veje i deres forfatterskaber. 

De kaldes også af og til for krops-modernister. Betegnelsen illustrerer, at de opfattes som modernister, og at digtene ofte tager udgangspunkt i kroppen. 80'er-lyrikerne gør op med den litteratur, der dominerer i 1970'erne, nemlig den politisk orienterede realistiske litteratur, der vil forandre samfundet ved at få læserne til at se problemer i samfundet eller i familien. 

De mener, at kunsten er til for sin egen skyld – ikke for samfundsdebattens – og at kunstens opgave ikke er at beskrive virkeligheden, men at åbne for en anden virkelighed. Digtningen og kunsten har en livgivende kraft i sig selv. Digtene kan beskrive det, der sker, når to kroppe mødes, men også oplevelsen af den krop, som vi pludselig mærker, når vi er alene. Mødet med kroppen er et møde med en mere 'sand' virkelighed. Det kan være et skræmmende møde, fordi det minder om død, men det kan også være en positiv oplevelse af at forglemme sig selv i nuet. Når man sanser, så er man til stede i nuet, og det nærvær vil digterene gerne gemme i digtet. Ud over Strunge er en anden stor digter Søren Ulrik Thomson.

Minimal modernisme

Solvej Balle, Christina Hesselholdt og Helle Helle tilhører generationen af kvindelige forfattere, der bliver uddannet fra Forfatterskolen i København, og som er med til at sætte trenden i dansk litteratur i 1990'erne. Minimalisme er betegnelsen for en type litteratur, der sætter læserne på arbejde ved kun at antyde en fortælling, ved at have en upersonlig og neutral stemme og ved at mangle en tydelig pointe. Forfatterne bryder det normale både inden for genre og opbygning, fx så er noveller normalt bygget op omkring en begivenhed, men de minimalistiske noveller indeholder ofte kun øjebliksbilleder eller gengivelser fra hverdagen. Søren Ulrik Thomsen tager med Farvel til det blå rum (1990) afsked med stemningen fra 1980'erne, men han siger ikke farvel til digtningen, og forsætter i denne nye stil.

Af Nikolai Skouv og Jonas A. Jacobsen

90'er Kids

Det moderne & realistiske

Af vores tiders, nyudklækkede blogger Mathias Larsen 

Hvis du er født i 90'erne, så er du en sund og mentalt rask person. Sunde interesser og med på beatet.
Litteratirisk set i 1900-tallet forholdte man sig til en moderne verden på godt og ondt. I starten var optimismen høj; udvikling bliver skruet mere og mere op, og man tror det bedste om folk. Lige indtil de to verdenskrige bryder ud og den koldekrig starter, oliekriser og miljøkatastrofer, terrortrusler, økonomisk krise og mer' terror.

Et af konsekvenser ved, at have industrialisering og urbanisering er, at det traditionelle samfund afløses af det moderne samfund. Det betyder at, hvor individet før havde tænkt sit liv ud fra landsbyfællesskabet, familien og et kristent fællesskab, er individet nu i høj grad overlad til sig selv.

Industrialisering og urbanisering betyder også, at det enkelte menneskes liv løsrives fra de traditionelle sammenhænge. De unge flytter typisk fra deres fødeby til en større by. Derudover får de enten en uddannelse eller et arbejde, som deres forældre aldrig har kendt til. Stille og roligt taber familiens og landsbyens fællesskab betydning.

Modernismen

Når der bliver snakket om modernismen, så bliver det mærkeligt og svært, at forstå, som på billedet her til venstre. "Nogle af de træk, der i modernistisk littartur, er atman ikke altid kan genkende den ydre, objektive verden i teksterne. De handler om menneskers fantasi og indre liv. Den virkelighed, gengives i litteraturen, er en subjektiv, indre virkelighed. Vi bliver derfor udfordret til at udforske en mere abstrakt virkelighed"

Den modernistiske litteratur er et sprogligt eksperiment, der går ud på at vise, hvordan den moderne verden påvirker mennesket

Realismen

Skulpturen, Boy, ligner en realtisk dreng. Hans hud ligner virkelig hud og hans shorts er syet af stof. Selvom skulpturen er kæmpe stor i forhold til mennesker, så betegner man ham stadig som en lille dreng. 

"At noget er realistisk oversættes oftest til, at det er virkelighedstro"

Forfatterne bruger virkemidler, som at gøre personerne og steder genkendelige og hverdagsagtige. Det kan f.eks. være, en der arbejder i et supermarked i 1950'erne. En dyrlæge eller det kan være venner der mødes på en bar eller i skolen. Pointen ved dette, er at læseren skal kunne genkende det for sit eget liv. Det kan også være hvis personerne og stederne bliver beskrevet med mange detaljer og med meget præcision. Det kan f.eks, være hvis man beskriver alt detaljeret om hvad en person har på af tøj, hvordan det ser ud eller genstande i et rum.

"Sproget skal virke som vinduesglas, som man ser virkeligheden igennem, og ens opmærksomhed skal ikke rettes mod vinduesglasset"

Modernisme og realisme

Af Christoffer&Mathias Pihl
Fra - Litteraturhistorien

Denne periode strækker sig fra 1890 og ca. frem til 2000-tallet.

Den moderne verden: 1. og 3. verdenskrig har sat sine spor, en økonomisk krise, ny teknologi, industrialiseringen og urbaniseringen har stor indflydelse på den nye verden efter krigene. En ny frihed bliver fundet, da men gør op med gamle normer og traditioner. 

Det egentlige gennembrug kom efter anden verdenskrig hvor man havde mistet troen på mennesket, efter alt det ødelæggelse man havde forvoldt verden. 

I hereticamodernismen (50erne), prøver forfatterne at genfinde mennesket. 

I 60’erne vil man få læseren til at konfrontere sig med omverden. 

I 70’erne prøver digtere og forfatter at lege med sproget. 

I 90’erne gælder det om at skrive småt, og de prøve at skrive så kort som muligt. Personerne man møder er virkelige personer der prøver at få styr på en kaotisk verden med gamle normer

Stilretninger:

Der er to spor som er kendetegnene, den første er realismen, som fx kan findes i folkelig realisme og socialrealisme (1900-1945) og ny realisme (1960-1980).

Det andet spor er modernismen, denne litteratur stil finder vi i, tidlig modernisme (1890-1945), efterkrigsmodernisme (1945-1960), formel modernisme (1970-1980), storby modernisme (1980-1990) og miniman modernisme (1990-2000).

Nogle eksempler på disse stilretninger kan man finde på kunstmuseet ARoS i Aarhus. Her finder man fx en 5 meter høj statue af en dreng (Boy) hvor kunstneren Ron Mueck har forsøgt at genskabe virkeligheden gennem sin figur. Hos de realistiske forfattere vise verden som man kan genfinde i sin hverdag.

Man finder og skubturen af Robert Jacobsen, som er lavet af jernplader. Det er abstrakt kunst som ikke forstille noget bestemt med som skal på tilskueren til at bruge sin fantasy til at fortolke skubturen forskelligt fra person til person. Det samme sker i litteraturen, der prøver det modernistiske forfattere at få læserne til at ligge mærke til sproget, og historierne.